Forside > Vælg rigtigt > Sikkerhedsdatablad

Sikkerhedsdatablad

Det er ikke nok at se på mærkningen for at vurdere om et kemiske stof eller materiale er farligt at bruge for medarbejderne.


Sikkerhedsdatabladet beskriver mere præcist, hvilken risiko der kan være ved at arbejde med produktet. Det er også beskrevet, hvilke forholdsregler I skal tage, og hvilke værnemidler I skal bruge.


Faremærkede produkter

Leverandøren har pligt til at levere et sikkerhedsdatablad sammen med alle faremærkede produkter. Det kaldes også en leverandør-brugsanvisning. Den skal normalt leveres på papir, men kan også sendes som en fil direkte til modtageren. Det er ikke tilstrækkeligt, at leverandøren blot henviser til, at I kan hente brugsanvisningen på en hjemmeside.

 

Hvis I køber kemiske stoffer og materialer i tømmerhandlen, er det tømmerhandelens ansvar at levere et sikkerhedsdatablad sammen med produktet.

 

Produkter, der ikke er faremærkede

Hvis produktet ikke er faremærket, men kun indeholder små mængder farlige stoffer, skal der på etiketten være skrevet: ”Leverandørbrugsanvisning kan rekvireres af erhvervsmæssige brugere”.

 

Krav til sikkerhedsdatabladet

Sikkerhedsdatabladet skal altid være på dansk og i 16 punkter beskrive forhold om fx sundhed, miljø, førstehjælp, brand og værnemidler.

Kvaliteten af sikkerhedsdatabladene kan variere meget, og nogle leverandører anvender elektroniske oversættelser, som giver et uforståeligt sprog. For at kunne vurdere om et produkt er farligt, er det vigtigt, at oplysningerne i sikkerhedsdatabladet er korrekte og letforståelige.

 

Leverandøren skal jævnligt sørge for opdatering af sikkerhedsdatabladet. I praksis bør sikkerhedsdatabladene i virksomheden derfor ikke være mere end ca. 5 år gamle. Når de nye mærkningsregler (CLP) i de nærmeste år bliver indført, vil der ske en opdatering af alle sikkerhedsdatablade. De nye krav er at finde i et nyt bilag II til REACH-forordningen og kommer til at gælde fra 1. dec. 2010

 

Medarbejderne i virksomheden skal have adgang til sikkerhedsdata-bladene for de stoffer og materialer, de bruger, men de behøver ikke at være tilgængelige på de enkelte arbejdspladser. Det skal blot være muligt nemt at finde sikkerhedsdatabladet, hvis man skal bruge oplysninger ud over dem, der står i arbejdspladsbrugsanvisningen.

 

Særligt for koordinator og bygherre

Når I planlægger byggeriet (fx når I udarbejder plan for sikkerhed og sundhed), kan I bruge sikkerhedsdatabladet til at finde oplysninger om de kemiske stoffer og materialer, der skal bruges under byggeriet, og om de miljø- eller arbejdsmiljømæssige problemer ved at bruge dem. Sikkerhedsdatabladet beskriver også andre emner, som kræver planlægning inden byggeriet går i gang. Det drejer sig om opbevaring, afspærring ved brug, opdeling af arbejdet, velfærdsfaciliteter og affaldshåndtering.

 

 





Senest revideret den 9. november 2011
Spot


75% har fejl og mangler

En undersøgelse viser, at ca. 75% af alle sikkerhedsdatablade har fejl eller mangler. Vi anbefaler derfor, at I vurderer kvaliteten af databladene, når I skal vælge leverandør af kemiske stoffer og materialer.


Relaterede sider

Mærkning

Værnemidler

Nye faresymboler (CLP)

Arbejdspladsbrugsanvisning

Opbevaring

Beskyttelse af omgivelserne

Vask, bad og omklædning

Affald


Dokumenter

Indhold i sikkerhedsdatablad
Se de 16 punkter, som skal indgå.


Tjekliste til datablad
Brug den til at vurdere, om leverandørens oplysninger er tilstrækkelige.