Beskyttelse af omgivelserne
Kemiske stoffer og materialer som støver, afgiver dampe eller sprøjtetåger eller lugter kraftigt kan påvirke personer, som opholder sig i nærheden af arbejdsstedet. Derfor er det vigtigt, at I allerede ved planlægningen af arbejdet vurderer, hvilke kemikalier der kan genere andre håndværkere eller brugere af bygningen.
For at formindske påvirkningen af andre kan det være nødvendigt at:
- afspærre dele af byggeriet
- fastlægge, hvornår andre kan arbejde i områder igen
- arbejde, når der ikke er andre i bygningen
- sikre god ventilation ved udluftning eller mekanisk ventilation
Hvis I bruger epoxy og isocynater er det kun dem, der arbejder med produkterne, som må færdes i området. Området skal afspærres og markeres med advarselsskilte.
Når I udlægger betongulve i fx lagerhaller og bruger maskiner, er det nødvendigt at beskytte medarbejderne mod udstødningsgasserne. Medarbejdere ved maskinerne skal bruge åndedrætsværn, og I skal beskytte de øvrige medarbejdere i arbejdsområdet ved at etableres mekanisk ventilation i hallen.
Særligt for koordinatorer
I skal afklare med de enkelte entreprenører, om de skal bruge kemiske stoffer og materialer eller arbejdsmetoder, som kræver særlige tiltag ved udførelsen.
I plan for sikkerhed og sundhed skal I beskrive, hvilket arbejde der kræver afgrænsning og angive, hvornår det foregår. På sikkerhedsmøderne er det en god idé at gennemgår om der i den kommende periode skal arbejdes med kemiske stoffer og materialer, som kan give anledning til gener for andre medarbejdere eller kræver særlige foranstaltninger.
Senest revideret den 22. oktober 2009